FCI
Standard
Nr. 15
22.06.2001
(F)
(ORG 13.03.2001)
BELGISK
HYRDEHUND
(BERGER
BELGE)
GROENENDAEL,
TERVUEREN, MALINOIS og LAEKENOIS
Oprindelsesland:
Belgien
Anvendelse:
Oprindelig hyrdehund, i dag også brugshund (vagt- og forsvarshund,
sporhund etc.)
Anvendt til mange formål, såvel som familiehund.
Klassifikation.
FCI Gruppe 1 (hyrde- og kvæghunde undtagen Schweizer Sennenhunde),
Sektion 1 (Hyrdehunde). Med brugsprøve.
Historie:
Mod slutningen af 1800-tallet havde man i Belgien en mængde hyrde- og
kvæghunde,
som var af mange forskellige typer og med vidt
forskellige pelsformer. For at bringe en
smule orden i denne tingenes tilstand dannede passionerede hundefolk en
gruppe,
som skaffede sig viden fra professor A.Reul
ved Skolen for Veterinær Medicin i
Cureghem, hvem man kan betragte som racens
sande pioner og grundlægger.
Mellem
1891 og 1897 blev racen officielt etableret. Den 29. september 1891 dannedes
i
Bruxelles ”Club du Chien
Berger Belge”. Og den 15. november
samme år
organiserede
professor Reul i Cureghem
en fremstilling af 117 hunde, hvorved man
kunne
foretage en opgørelse og udvælge de bedste eksemplarer.
De følgende år
indledte
man en virkelig udvælgelse, idet man praktiserede snæver indavl med nogle
få
avlshanner.
Den
3, april 1892 blev den første, yderst detaljerede standard for racen
udarbejdet af
”Club
du Chien de Berger Belge”. Der blev
godkendt en enkelt race med tre
pelsvarianter.
Dog – som man sagde på det tidspunkt – var Berger Belge
kun en hund
for
jævne folk, altså en race, der endnu savnede prestige. Som følge heraf
varede det
til
1901 før de første Berger Belges blev
registreret i stambogen hos Sociètè Royale
Saint-Hubert
(Den Belgiske Kennelklub).
I
løbet af de følgende år arbejdede ledende racefolk vedholdende med at gøre
typen
Ensartet
og korrigere fejlene. Man kan sige, at allerede fra 1910 var typen og
Karakteren
for Belgisk Hyrdehund lagt fast.
Gennem
Belgisk Hyrdehunds historie har spørgsmålet om de forskellige varianter
og
farver givet anledning til mange kontroverser.
Derimod har der aldrig været mislyde
hvad
angår racens bygning, karakter og brugsegenskaber.
Helhedsindtryk:
Belgisk Hyrdehund er middelkraftig af bygning, harmonisk proportioneret
og forener
elegance
med kraft. Den er middelstor, med tør og
kraftig muskulatur, kvadratisk,
hårdfør,
vænnet til at leve under åben himmel og bygget til at modstå de hyppigt
skiftende
vejrforhold, som er karakteristiske for det belgiske klima. Med sine
harmoniske
former
og den høje hovedbæring giver Belgisk Hyrdehund indtryk af denne elegante
robusthed,
som er nedarvet fra udvalgte repræsentanter for en brugsrace. Belgisk
Hyrdehund
skal bedømmes i sine naturlige stillinger, uden fysisk kontakt med sin fører
i
ringen.
Proportioner:
Belgisk Hyrdehund er kvadratisk bygget. Brystkassen når ned i højde
med albuerne.
Næsepartiet
måler det halve af hovedets længde eller en smule mere.
Temperament:
Belgisk Hyrdehund er en vågen og aktiv hund med en overstrømmende
vitalitet og altid
Klar til aktion. Dens medfødte instinkter som hyrdehund er forenet med
den bedste
Vagthunds egenskaber som vogter af hus og hjem. Den er uden mindste tøven
en hårdnakket
Og
temperamentsfuld beskytter for sin herre. Den rummer i sig alle de egenskaber,
der kræves for at være hyrdehund, vagthund, forsvars- og tjenestehund. Dens
levende og årvågne temperament og dens pålidelige karakter, uden
frygtsomhed eller aggressivitet, skal vise sig i dens kropsholdning og det
stolte, opmærksomme udtryk i de funklende øjne. Man kan regne egenskaberne
”rolig” og ”dristig” med til bedømmelsen.
Hoved:
Højt båret, langt (uden overdrivelse), med lige linier, smukt
udmejslet og tørt. Skalle og næseparti er tydeligt lige lange, med højst en
anelse mere længde til næsepartiet, hvad der giver helheden en fuldendt
afslutning.
Skalle:
Af middel bredde, i harmoni med hovedets længde. Panden er mere flad
end hvælvet, og midterfuren kun let udtalt. Øjenbrynsbuer
og kindbensbuer er ikke fremtrædende.
Stop:
Moderat.
Næse:
Sort.
Næseparti:
Af middel længde og godt udmejslet under øjnene. Det bliver gradvis
smallere mod næsen og har form som en langstrakt kegle. Næseryggen skal være
parallel med skallens overlinie. Munden er godt ”opslidset” – dvs. at når
munden åbnes, trækkes mundvigene meget langt tilbage, og kæberne åbnes højt.
Læber:
Tynde, godt stramme og kraftigt pigmenterede.
Kæber, bid:
Stærke, hvide tænder, regelmæssigt og solidt indsat i de
veludviklede kæber. Biddet er saksebid, men tangbid, som foretrækkes til
hunde, der arbejder med får og kvæg, er tilladt. Fuldt tandsæt svarende til
tandformlen. Mangel på to P1 tolereres, og molar M3 tages ikke i betragtning.
Kinder:
Tørre og ganske flade, men dog muskuløse.
Øjne:
Middelstore, hverken udstående eller dybtliggende, let mandelformede
og skråtstillede.
Farven er brunlig, foretrækkes mørk. Øjenrandene er sorte. Blikket
er direkte, vågent, intelligent og undersøgende.
Ører:
Nærmest små, højt ansatte, tydeligt trekantede, med godt rundet øreåbning.
De løber ud i en spids, er stive og bæres lige og lodret, når hunden er opmærksom.
Hals:
Godt afsat fra kroppen, let
langstrakt, båret temmelig oprejst og godt muskuløs. Den bliver gradvis
bredere mod skuldrene og er uden løs halshud. Nakken er let buet.
Krop:
Kraftig uden at være tung.
Kropslængden fra skulderspids til sædebensknude måler omtrentlig det samme
som skulderhøjden.
Overlinie:
Overlinien af ryg og lænd er lige.
Manke:
Markeret.
Ryg:
Fast, kort og godt muskuløs.
Lænd:
Solid, kort, passende bred og godt muskuløs.
Kryds:
Godt muskuløs, kun ganske let hældende. Passende bred uden
overdrivelse.
Bryst:
Ikke ret bredt, men med god dybde. Ribbenene godt hvælvede på deres
øverste del. Set forfra er brystkassen ikke ret bred, uden dog at være smal.
Underlinie:
Stiger let fra underbrystet i en harmonisk kurve mod bugen, som hverken
er hængende eller opkneben, men let optrukken og moderat udviklet.
Hale:
Velansat, kraftig ved basis og
af middel længde, så den mindst når til haseleddet og gerne forbi det. I ro
bæres halen hængende, med spidsen bøjet let bagud i højde med haseleddet.
Under bevægelse løftes halen mere, uden at nå højere end vandret. Buen ved
spidsen fremhæves mere, men halen må aldrig danne krog eller bæres skævt.
Lemmer:
Forpart:
Generelt: Solid knoglebygning, men ikke svær. Tør og stærk
muskulatur. Forbenene er velstillede og lodrette set fra alle sider og
parallelle set forfra.
Skuldre:
Lange og skråtliggende skulderblade, der slutter fast til kroppen. De
danner en vinkel på ideelt 110-115° med overarmen.
Overarm:
Lang og passende skråtstillet.
Albuer:
Faste, hverken udstående eller indtrukne.
Underarm:
Lang og lige.
Håndrod:
Meget fast, ikke fortykket.
Mellemhånd:
Kraftig og kort. Stillet så lodret som muligt mod jorden eller med en
kun meget svag hældning fremefter.
Forpoter:
Runde kattepoter med krummede og godt sluttede tæer. Trædepuderne er
tykke og elastiske, kløerne mørke og kraftige.
Bagpart:
Generelt:
Stærk, men ikke grov. Set fra siden er bagbenene velstillede, set bagfra er
de fuldkommen parallelle.
Overlår:
Af middel længde, brede og godt muskuløse.
Knæ:
Placeret nærmest lodret under hoften. Normal knævinkling.
Underlår:
Af middel længde, brede og muskuløse.
Haseled:
Lavt ansat, bredt og muskuløst, moderat
vinklet.
Mellemfod:
Solid og kort; vildtkløer er uønskede.
(NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i
Danmark).
Bagpoter:
Kan være en smule ovale. Tæerne er krummede og godt sluttede. Trædepuderne
er tykke og elastiske, kløerne mørke og kraftige.
Bevægelse:
Bevægelsen er livlig og fri i
alle gangarter. Belgisk Hyrdehund har en god galop, men dens normale gangart
er skridt og især trav: Benene bevæger sig parallelt med kroppens
midterplan. Ved større fart nærmer poterne sig midterlinien. Skridtlængden
er moderat i trav, bevægelsen er regelmæssig og let, med godt fraskub fra
bagparten. Overlinien forbliver godt stram, og forpoterne løftes ikke for højt.
Uophørlig i bevægelse virker Belgisk Hyrdehund utrættelig; dens skridt er
hurtige, elastiske og livlige. Den er i stand til at foretage pludselige ændringer
i retningen under fuld fart. På grund af sit overstrømmende temperament og
sin trang til at vogte og beskytte har den en udpræget tendens til at bevæge
sig i cirkler.
Hud:
Elastisk, men godt stram over
hele kroppen. Læberande og øjenrande er kraftigt pigmenterede.
Pels:
Da pelsen hos Belgiske
hyrdehunde er forskellig hvad angår længde, vokseretning, udseende og farve,
har man antaget dette træk som kriterium for at skelne mellem de fire
varianter af racen: Groenendael, Tervueren, Malinois og Laekenois. Disse fire
varianter bedømmes hver for sig og kan hver opnå CAØC, CACIB eller reserve.
Hårlag:
Hos alle varianterne skal pelsen altid være tæt, tilliggende og af
god tekstur, således at den sammen med den uldne underpels danner et
fortrinligt beskyttende lag.
A – LANGHÅR: Pelsen er kort på hovedet, udvendig på ørerne
og det nederste af benene, undtagen på bagsiden af forbenene, som fra albuen
til håndroden er beklædt med lange hår, såkaldte faner. Pelsen er lang og
glat på resten af kroppen, dog mere lang og rigelig om halsen og foran på
brystet, hvor den danner hals- og brystkrave.
Ørernes åbning er beskyttet af buskede hår, og omkring basis er
pelsen udstående og indrammer hovedet. Baglårene er prydet af meget lang og
rigelig pels, der danner bukser. Halen er beklædt med lang og fyldig pels,
der danner en busket fane.
Groenendael og Tervueren er langhårede.
B-KORTHÅR: Pelsen er meget kort på hovedet, udvendig på ørerne
og det nederste af benene. Den er kort på resten af kroppen, dog mere fyldig
på halen og om halsen, hvor den danner en let krave, der begynder ved ørernes
basis og når ned til struben. Desuden er baglårene beklædt med længere hår.
Halen er let busket, men uden fane.
Malinois
er korthåret.
C
– RUHÅR: Den ruhårede pels er især karakteristisk ved at være grov og tør,
tilmed ru og pjusket. Mens den tydeligt er 6 cm lang over hele kroppen, er den
dog kortere på næseryggen, panden og benene. Hverken omkring øjnene eller på
næsepartiet må pelsen være så lang, at den slører hovedets form, men et
godt hårlag på næsepartiet er dog obligatorisk. Halen må ikke danne en
busket fane.
Laekenois
er ruhåret.
Farve:
Maske: Hos Tervueren og Malinois skal masken være meget udtalt og så
vidt muligt omfatte både over- og underlæbe, mundvig og øjenrande, alt som eet,
sort område. Der er defineret et absolut minimum på seks punkter, der skal være
sort pigmenterede, nemlig begge ører, begge3 øverste øjenrande og begge
over- og underlæber.
Charbonné: Hos Tervueren og Malinois betyder charbonné, at pelsen har
sorte hårspidser, hvad der gør grundfarven mørkere. Det sorte skal virke
”flammet” og må ikke forekomme som store pletter eller striber (brindlet).
Hos Laekenois optræder de sorte hårspidser kun i lettere grad.
GROENENDAEL: Udelukkende ensfarvet dybsort.
TERVUEREN: Udelukkende fauve-charbonné og grå-charbonné
med sort maske, idet fauve-charbonné er den
foretrukne farve. Fauve-nuancen skal være varm,
hverken lys eller udvasket. Enhver hund, hvis farve ikke er fauve-charbonné
eller ikke lever op til den ønskede intensitet, kan ikke betegnes som et
elite-eksemplar.
MALINOIS: Udelukkende fauve-charbonné med
sort maske.
LAEKENOIS: Udelukkende fauve med strejf af
charbonné, fortrinsvis på næsepartiet og halen.
For alle varianter gælder, at en smule hvidt tolereres på bryst og tæer.
Størrelse:
Skulderhøjde:
Den ønskelige højde er i gennemsnit 62 cm for hanner og 58 cm for tæver.
Grænserne går fra minus 2 til plus 4 cm.
Vægt:
Hanner ca. 25 til 30 kg, tæver ca. 20 til 25 kg.
Mål:
Normale gennemsnitsmål for en Belgisk Hyrdehund, han, med 62 cm
skulderhøjde:
·
Kropslængde
(fra skulderspids til sædeben): 62
cm.
·
Hovedets
længde: 25 cm.
·
Næsepartiets
længde: 12.5 til
13cm.
Fejl:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis
betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Helhedsindtryk:
For svær, mangel på elegance. For let eller spinkel. Længere end høj
(rektangulær).
Hoved:
Tungt, for kraftigt, hovedlinier ikke parallelle, utilstrækkeligt
udmejslet eller tørt. Panden for hvælvet. Stop for udtalt eller fladt. Næseparti
for kort eller spinkelt. Buet næseryg. Øjenbrynsbuer
eller kindbensbuer for fremtrædende.
Pigment:
Næse, læber, øjenrande med spor af pigmentmangel.
Tandsæt:
Fortænder uregelmæssigt placeret. Alvorlig fejl: Tandmangler:
en fortand, en PM3, en PM2 eller tre PM1.
Øjne:
Lyse, runde.
Ører:
Store, lange, for brede ved basis, lavt ansatte, hælder fra eller mod
hinanden.
Hals:
Spinkel, kort eller ansat for dybt i skulderpartiet.
Krop:
For langstrakt. Brystkassen for bred (cylindrisk).
Manke:
Flad eller lav.
Overlinie:
Ryg og/eller lænd lang, svag, nedsunken eller opkrummet.
Kryds:
For hældende, overbygget.
Underlinie:
For meget eller for lidt dybde, opkneben bug.
Hale:
For lavt ansat, båret for højt, med halekrog eller skæv.
Lemmer:
Knoglebygning for let eller for svær. Dårlig benstilling set fra
siden (f.eks. for skråtstillet mellemhånd eller svag håndrod), eller set
forfra (f.eks. udaddrejede forpoter, udstående albuer etc.), eller set bagfra
(f.eks. bagben snævert eller bredt stillede, hjulbenede, med snævre eller
udaddrejede haser etc.), for stejle eller overvinklede lemmer.
Poter:
Åbne.
Bevægelse:
Bunden, med for korte skridt, fraskub for ringe eller dårligt overført
via ryggen, højt løftede poter.
Pels:
·
Alle
fire varianter: Utilstrækkelig
underuld.
·
Groenendael
og Tervueren: Uldagtig pels, bølget eller kruset, ikke lang nok.
·
Malinois:
Pelsen halvlang, hvor den skulle være kort, Glathåret. Den korte pels
iblandet ruhår. Bølget pels.
·
Laekenois:
Pelsen for lang, silkeagtig, bølget, krøllet eller kort: Totter af
tynde pelshår indvævet hist og her i den ruhårede pels. For lang pels
omkring øjnene eller i hageskægget. Busket hale.
Farve
|
|
·
Alle
fire varianter: Hvid brystplet af
form som en ”hagesmæk”,. Hvidt på poterne, der når længere op end tæerne.
·
Groenendael:
Rødt skær i pelsen. Grå bukser.
·
Tervueren:
Grå pelsfarve.
·
Tervueren
og Malinois: Brindlet
pels. Nuancerne ikke varme nok. For lidt eller for meget charbonné eller
fordelt som sorte partier på kroppen. Utilstrækkelig maske.
·
Tervueren,
Malinois og Laekenois: Pelsfarven
for lys. Meget svag grundfarve, såkaldt udvasket, anses som alvorlig fejl.
Temperament:
Hunde, der mangler selvtillid eller er overnervøse.
Diskvalificerende
fejl:
Temperament:
Aggressive eller sky hunde.
Helhedsindtryk:
Manglende racetype.
Tandsæt
Overbid. Underbid, også selv om der er kontakt i biddet (omvendt
saksebid). Krydsbid.
Mangel på en hjørnetand, en rovtand i overkæben (PM4) eller i underkæben
(M1), en M1 eller M2 (M3 undtages), en PM3 plus yderligere en tand, eller i
alt tre eller flere manglende tænder (ud over PM1).
Pigment:
Kraftig depigmentering af næse, læber, øjenrande.
Ører:
Hængende, eller rejste ved hjælp af indgreb.
Hale:
Manglende eller afkortet (medfødt eller kuperet). Båret ringformet
eller oprullet.
Pels:
Helt uden underuld.
Farve:
Alle farver, som ikke svarer til beskrivelsen for varianterne. For
store, hvide aftegninger på brystet eller op til halsen. Hvidt på poterne,
der når højere end midt på mellemhånd/-fod (sokker). Hvide pletter andre
steder end på bryst og tæer. Manglende maske, dvs. lysere næseparti end
pelsen i øvrigt hos Tervueren eller Malinois.
Størrelse:
Over eller under de fastlagte grænser.
Bemærk:
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Krydsning
mellem varianterne:
Parring mellem varianterne indbyrdes
er forbudt, bortset fra særlige tilfælde, som er godkendt af de kompetente,
nationale avlsudvalg. Reglerne er fastlagt i Paris, 1974.
Dansk
Kennel Klubs bemærkning:
Forhold,
der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.
¤
¤
¤
Standarden
udgivet af FCI 22. JUNI 2001
DKK`s
Standard Komité AUGUST
2001
¤
¤ ¤
NB! Denne udgave
erstatter standard udsendt af DKK i SEPTEMBER 1995
¤ ¤ ¤